En fast del af sommerens politiarbejde er sejlende patruljer i Københavns Havn. Det gode sommervejr i år tiltrækker mange både på vandet og flere hundrede badende gæster i havnen. Havnepatruljen er til stede for at sørge for sikkerheden i havnen og for at de besøgende skal have en tryg oplevelse. Når man bevæger sig på vandet, er der nogle særlige regler, man skal opfylde. Havnepatruljen kontrollerer bl.a. om bådførerne har certifikater og redningsveste med ombord. Man skal have redningsveste med til alle ombord på båden - og hvis man glemmer en vest eller to er det en dyr fornøjelse. Det giver en bøde på 1.500 kr. per redningsvest, der mangler. Havnepatruljen tjekker også, om der bliver sejlet for stærkt - og om bådføreren er påvirket af spiritus eller narko. Hvis du er badende gæst i havnen, så husk at bade, hvor det er tilladt – nemlig i havnebadene og i badezonerne. Dem kan du læse om her: www.kk.dk/artikel/havnebade-og-badezoner. Havnepatruljens båd er 20 fod - ca. 6,5 meter lang - og den har 130 hestekræfter. Når solen skinner og det er godt vejr, så vil havnepatruljen være tilstede i havnen - og de bliver altid glade for et vink, hvis du ser dem.